Vi Elsker Podcast anbefaler: 3 podcasts, du skal høre i september

Puks to mænd anmeldelse
Puks to mænd / Foto: dr.dk/lyd

Er det en daglig udfordring for dig at finde de gode podcasts? Vi har samlet vores bedste anbefalinger, der rummer god underholdning til hele måneden.

Puks to mænd anmeldelse
Puks to mænd / Foto: dr.dk/lyd

Puks to mænd

Hvordan kommer man ovenpå igen efter at have mistet sin store kærlighed? Hvis man spørger forfatter og journalist Puk Qvortrup, er det heller ikke en nem kamp. Det er den historie, hun fortæller i Puks to mænd.

Som højgravid mister hun sin daværende mand Lasse til et uventet hjertestop i 2012. Ud af ingenting står hun pludselig alene, mens hun bliver tvunget til at navigere i livet som 26-årig enke. Men på trods af en tilsyneladende håbløs livssituation viser kærligheden sig at vente lige rundt om hjørnet.

Over fire afsnit kommer lytteren med på Puks rejse, fra hun mister sin mand, til hun uventet genfinder kærligheden en dag i toget. Podcasten fortæller en succeshistorie fra sorgens mørke, hvor det lykkes for Puk at få meningen med livet tilbage. Du kan godt finde lommeletterne frem, for hendes historie er intet mindre end rørende.

DR LYD har formået at skabe et levende lydunivers til Puks historie. Kombinationen af DR’s evne til at producere podcasts og den gribende fortælling resulterer i en fuldkommen lytteroplevelse, du ikke må gå glip af.

Du kan lytte til Puks to mænd på Apple podcast, Spotify, Podimo og DR.dk.

Manden på cyklen anmeldelse
Manden på cyklen / Foto: Tv2east.dk

Manden på cyklen

TV2 ØST har kastet sig ud i at fortælle historien om en 61-årig mand, som har skabt uro i et helt lokalsamfund i Slagelse. Efter at han blevet dømt for at have begået et seksuelt overgreb på den 11-årige dreng ”Christian”, er byen mere vågen end nogensinde før.

Gennem fire episoder får vi indsigt i forældrenes daglige kamp mod Manden på cyklen, når han lurer efter kontakt med børn i lokalområdets afkroge. I den forbindelse formidler podcasten, hvilke forbehold både forældre og børn har måttet tage for at undgå Manden på cyklen.

Vi hører ”Christians” historie. Han cykler hjem fra skole hver dag med observerende øjne og en flugtplan i baghovedet. Og uanset hvad han gør, virker det ikke til, at han kan undgå sin overgrebsmand. Alligevel må byen i sidste ende erkende, at manden har brug for hjælp for at kunne ændre sin adfærd.

Du kan lytte til Manden på cyklen på Apple Podcast, Spotify, Google Podcast og Tv2east.dk.

Det kirurgiske eksperiment
Det kirurgiske eksperiment / Foto: Radio4.dk

Det kirurgiske eksperiment

Radio4 har fundet forstørrelsesglasset frem for at undersøge, hvordan en kirurg har kunnet udføre eksperimenterende operationer i et årti på patienter uden deres samtykke.

Historien tager udgangspunkt i 24-årige Lærke Havemans fortælling, som udfoldes over seks afsnit. Hun ankommer i 2018 til Bispebjerg Hospital med en smertende fod, og her møder hun fodkirurgen Kent Espersen, som vurderer, at hun skal opereres.

Men hvad Haveman ikke ved på dette tidspunkt er, at hun bliver forsøgskanin for et kirurgisk eksperiment, der efterlader hende i invalideret tilstand. Og som episoderne skrider frem, viser det sig, at hun ikke er den eneste patient, der er blevet ført bag lyset. Samtidig kommer det også frem, at kirurgen Kent Espersen ikke er den eneste kirurg, som udfører det tvivlsomme indgreb trods adskillige advarsler fra andre hospitaler.

Dét som i starten virker som en mindre sag, udvikler sig i høj hastighed til en skandale i det danske sundhedsvæsen, hvor hundredvis af patienter unødvendigt kommer under kniven. Som lytter følger man med, når sagens udvikling tager fart, mens en skræmmende side af sundhedsvæsenet titter frem.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Mænd der ødelægger kvinder’ er en grusom fortælling, man ikke lige glemmer

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Fodbold var bedre i 90’erne’ er kæmpemæssig fodboldnostalgi

LÆS OGSÅ: Guide: De bedste episoder af Mørkeland

Total
10
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like