Anmeldelse: ‘Momkind’ er en ærlig podcast om livet som mor og alt, der følger med

Cover Momkind podcast
Momkind / Foto: Podtail

Livet som mor kan være svært, hårdt, hjerteskærende og tabuiseret, men ‘Momkind podcast’ forsøger at gøre op med de hårde – og gode – ting, så det siges højt.

Det er en af de ting, der er sværest at tale om i hverdagen. At det at være forældre er hårdt. Man elsker sine børn så meget, at det næsten gør ondt, men det at have børn kan være skidehårdt for parforhold, ens psyke og fysik m.fl.

Derfor er det enormt opløftende og validerende at høre andre snakke om de ting, der er svære.

Forældre kan relatere

Momkind podcast går hårdt efter at være reel og åben om forældre-rollen, og podcasten gør det hamrende godt. Det bliver ikke lagt låg på, og tingene bliver ikke pakket ind i vat – og hold nu op, hvor er det forfriskende!

De arbejder med emner, som andre mødre har sendt ind til debat, og der er ikke lagt fingre imellem. Det er virkelig en oplevelse at høre podcasten, fordi der netop bliver sat fokus på ting, som er svære at tale om og sige højt. Det giver en mulighed for at trække vejret, fordi man indser, at man ikke er alene.

LÆS OGSÅ: Månedens tip: Podcasts om personlige fortællinger

Som mor – der havde en voldsom efterfødselsreaktion og et enormt forventningspres på sig – er det næsten til at græde over, når panelet sidder og fortæller ærligt, at det er røvhamrende hårdt og svært. Og selvom man elsker sine børn, så er det simpelthen til at banke hovedet ind i væggen af dem ind imellem.

Flasker og babser

Især første afsnit, der handler om flaskebørn og at man som førstegangsforælder oftest køber sig fattig i babyting, ramte mig. Jeg har også en personlig holdning til flaskebørn, fordi jeg var nødsaget til at give min søn flaske. Det er helt ærligt så rart at høre, at jeg ikke var alene med tingene.

Værterne er ærlige og sårbare omkring amning, og hvordan det føles, at man ikke kan det, og den skam, der følger med, er virkelig. At høre et andet menneske sige ”jeg kan ikke give mit barn mad” resonerer så dybt i mig, at jeg faktisk blev nødt til at tage en lille pause, fordi det ramte direkte ned i de følelser, jeg sad med i de første 4 måneder af min søns liv.

LÆS OGSÅ: 5 sjove podcasts, der får dig i godt humør

De er også okay med at vise følelserne, fordi det er svært at snakke om – det er så pokkers reelt at høre på, tårer, snot og alt andet, der følger med, fordi man kan forstå tårerne. Det er så validerende, at man ikke er alene om at føle, at man er en dårlig mor ved f.eks. at give sit barn flaske.

Og tak, for pokker, tak, for at de er ærlige omkring tingene.

Forståelse og underholdning i én podcast

Alt i alt taler værterne i Momkind Podcast meget om alle de emner, der både er tabu, men også reelle hverdagsproblemer. Alt fra at føle sig pissegrim, når man får børn (og om børnene suger skønheden ud af en), hæmorider og det at savne sin partner, på trods af at partneren er lige ved siden af.

Det er seriøst en oplevelse af at blive hørt og forstået af forskellige kvinder, der alle deler den samme oplevelse: at det at være mor er pissehårdt.

LÆS OGSÅ: Drive Studios skal lave afslørende dokumentarserier til Podimo

Det skal dog også siges, at de er skidesjove. Hold nu op, hvor er panelet nede på jordet og sjove på sådan en helt reel måde. Det er så fedt, at det hele ikke handler om alvor og tunge emner, men at man også kan grine lidt af, hvor irriterende hæmorider er, og at putning af ens børn nogle gange giver en lyst til at hoppe ud foran en lastbil.

Afsavn og forhold

Afsnittet om afsavn til sin partner rammer virkelig hovedet på sømmet, og det er oprigtigt både sjovt og dybtfølt at høre – panelets stemmer er behagelige, og virker til at have det sindssygt sjovt sammen, og det giver virkelig noget for lytteren. Jeg føler faktisk, at jeg sidder sammen med en gruppe veninder, der snakker om emnerne, og at jeg bare følger med i samtalen. Det er præcis den følelse, man helst skal sidde med under sådan en type podcast.

LÆS OGSÅ: Kom tæt på Herlufsholm Kostskole gennem DR: ‘Uden straf – ingen skole’

Emnerne er vigtige, måden, de tager dem op på, er præcis, som de skal være, og jeg er oprigtigt så glad for, at Momkind har valgt at lave en podcast, for de tager altså fat i alt det, der gør ondt og irriterer, men gør det med seriøs humor og gode vibes.

Jeg er kæmpe fan af de fantastiske kvinder, der står bag, og jeg ser frem til nye afsnit hver gang. Er du selv forælder eller skal til at være det, så er Momkind Podcast helt klart noget, der er værd at høre – om ikke andet, så for at føle sig enormt valideret i egne oplevelser med børn, forhold og hæmorider.

Fakta om ‘Momkind’

  • Udgiver: Podads
  • Vært: Majbritt Lundgaard og skiftende gæstetalere
  • Tjeneste: Spotify, Podtail, Apple Podcast, Audible m.fl.
  • Længde: 44 minutter
  • Sprog: Dansk

LÆS OGSÅ: Månedens tip: Gode podcasts til film- og serieentusiaster

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Mørkeland’ er tilbage i samme stærke format

Total
1
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like