Anmeldelse: ‘Bandeland III’ er en eminent fortælling om den kriminelle danske underverden

Bandeland III anmeldelse
Fra podcasten Bandeland III / Foto: Ekstra-Bladet.

Bandeland er tilbage med en tredje sæson. Her bliver vi igen på fænomenal vis taget igennem den danske kriminelle underverden. Knud Brix og alle bag denne podcast åbner på ny op for en ellers lukket verden, som de færreste kommer ind i.

Hvor første og anden sæson af Bandeland handlede om henholdsvis Loyal to Familia (LTF) og Satudarah – de nyere bander i den kriminelle underverden – fokuserer tredje sæson på banden, der har været en del af den kriminelle underverden i 40 år: Hells Angels.

Ikke bare en historisk gennemgang

Hells Angels har en lang historie, så at fortælle om denne rockerbande kan blive en lang gennemgang af historien fra 1980’erne og frem til i dag.

I Bandeland III bliver vi taget igennem udviklingen af Hells Angels fra efter slutningen af den store Nordiske Rockerkrig i start 00’erne til i dag. Siden den krig er der sket meget, ikke kun for Hells Angels, men også for den danske underverden.

Voldsparatheden er vokset i den kriminelle verden. De kriminelle er gennem 00’erne blevet mere klar på at bruge vold som løsning fremfor at tale om det.

Hells Angels er langt op igennem 00’erne en dominerende faktor, men de unge nye kriminelle har ikke respekt for Hells Angels. Det leder blandt andet til oprettelsen af støttegruppen AK81 (Altid klar HA).

Foruden at gennemgå Hells Angels’ udvikling op gennem 00’erne og 10’erne får vi også et indblik i, hvor banden står nu, og hvilke aktører der står for det nye Hells Angels, der stadig skal have en plads i 20’erne og frem.

En sammenfletning af voldsepisoder

Med Bandeland III får man en fantastisk gennemgang af diverse skud- og voldsepisoder, der har været i København gennem 10’erne. Alle de episoder, der prægede mediebilledet i den tid bliver koblet sammen, og man får et sammensat billede af, hvordan Hells Angels agerer og opererer.

Foruden at sammenflette flere voldsepisoder fra medierne får man også en forklaring på den indflydelse, som de store aktører i Hells Angels har haft, specielt Jønke. Jønke er en af de bærende kræfter i Hells Angels langt op igennem 00’erne og 10’erne.

Jønke bliver i 2020 smidt ud af den klub, han har været en del af siden 1980’erne. I Bandeland III får vi en forklaring på hvorfor.

For interesserede af bander og den kriminelle underverden vil flere velkendte karakterer optræde i denne sæson. For folk, der ikke er så bekendte med det danske bandemiljø, bliver man præsenteret for de kræfter, der har været dominerende i den danske underverden.

Ekstra Bladet er perfekt afsender

Ekstra Bladet står bag Bandeland, og det er det helt perfekt medie til denne type podcast. Ekstra Bladet er det medie i Danmark med det største fokus på den kriminelle underverden – et fokus de altid har prioriteret.

Journalisterne har flere kilder i den kriminelle underverden, både i de gamle rockergrupperinger og de nyere bandegrupperinger. Det gør det muligt at fortælle et større samlet billeder af de episoder, der er blevet dækket i medierne.

Husker man overskrifterne om voldsepisoderne, hvor Hells Angels har været involveret, får man med Bandeland III en samlet forklaring og et indblik i, hvad der førte til de voldsepisoder.

En podcast af høj kvalitet

Bandeland III er som de tidligere sæsoner velproduceret og tilrettelagt med et lydunivers, der drager en ind i fortællingen om den danske underverden. Journalisterne har helt styr på deres fortælling og kan formidle det fantastisk.

Knud Brix som vært igennem sæsonen er et stempel på den gode kvalitet. Bandeland III står som en eminent podcast for alle der har bare en smule interesse for den kriminelle underverden.

Fakta om Bandeland III:

  • Vært: Knud Brix
  • Varighed: 10 afsnit
  • Land: Danmark
  • Producent: Filt Cph for Ekstra Bladet
  • Streamingtjeneste: Apple Podcast, Spotify og Podimo

LÆS OGSÅ: Månedens tip: Gode true crime podcasts

LÆS OGSÅ: Guide: De bedste episoder af Mørkeland

Total
11
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like